Herning-Folkemøde skal bryde tabuer i Saudi Arabien

12/11/2024

”Nu taler vi om det” – Sådan lyder sloganet for folkemødet om mental sundhed, Mental Talk, der er afviklet de tre seneste år i Herning med konferencer, events, workshops, debatter og meget mere. På fredag den 15. november drager formand Per Ørum fra Herning til Saudi Arabien for at deltage i en konference, arrangeret af den danske ambassade i hovedstaden Riyadh.

Det var en overrasket formand for Mental Talk, Per Ørum, der i sidste uge åbnede invitationen til at være keynote-speaker ved en konference langt væk fra basen i Herning. ”Man modtager jo mange mærkelige mails, og da jeg modtog invitationen fra Saudi Arabien, må jeg indrømme, at min første indskydelse var, at det nok var spam, men da jeg så logoet fra vores udenrigstjeneste, så tjekkede jeg alligevel op på henvendelsen, og konstaterede at afsenderne var medarbejdere på den danske ambassade i Riyadh.”

Per Ørum rejser til Saudi Arabien på fredag den 15. november, og deltager om lørdagen i konferencen, der afholdes på ambassaden med det store danske medicinalfirma Lundbeck som partner og medarrangør. Lundbeck arbejder med flere programmer indenfor mental sundhed i Saudi Arabien, og det er i den forbindelse, Mental Talk kommer ind i billedet.

Ved konferencen, der åbnes af den danske ambassadør i Saudi Arabien Liselotte Plesner, deltager der embedsmænd fra den saudiarabiske regering, organisationer og virksomheder der arbejder med mental sundhed i Saudi Arabien. Per Ørum skal holde et oplæg om bevidstheden om mental sundhed, og om hvordan man kan bryde tabuer i samfundet om emnet.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i dialog med både offentlige og private aktører i Saudi Arabien omkring dette vigtige emne. Selvom der kan være langt kulturelt og geografisk mellem vores nationer, så er dialogen vigtig, og der er et massivt behov for at bryde tabuer om dette emne – også i Saudi Arabien, hvor blot ganske få mennesker bliver behandlet for mentale lidelser”, siger Per Ørum, og fortæller at omkring 40% af den saudiarabiske ungdom ifølge en national undersøgelse fra 2023 har haft udfordringer inde på livet med den mentale sundhed.

”Jeg vil i mit oplæg bl.a. lægge vægt på at fortælle om, hvordan frivillige organisationer skaber forbindelse mellem mennesker, som, ved at spejle sig i hinanden, kan finde støtte og inspiration. Jeg vil fremhæve behovet for at informere pårørende i kampagner og med aktiviteter, så de i højere grad bliver i stand til at gøre godt for deres kære”, siger Per Ørum, der glæder sig til rejsen til de varmere himmelstrøg på fredag.

”Jeg er vant til, i min tidligere politiske karriere som folketingspolitiker, at rejse ud i verden og søge dialog med mennesker, der har en anden baggrund end mig. Jeg har f.eks. deltaget i flere af FN’s Klimatopmøder og ved FN’s Generalforsamling. I en verden der bliver mere og mere urolig, er det min klare overbevisning, at dialog og samtale er vigtig på tværs af kulturer, traditioner og overbevisninger”, siger Per Ørum, som nu får mulighed for at bryde tabuer og dermed leve op til selve formålet med Mental Talk et pænt stykke væk fra det midtjyske.

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær med til at bryde tabuer – For NU taler vi om det.