Neurodiversitet – nu taler vi om det!

13/12/2024

Hjerner fungerer på forskellige måder. Nogle mennesker har et højt energiniveau, andre er dygtige til at hyperfokusere, mens nogle udmærker sig ved ekstraordinær kreativitet eller intelligens. Dette fænomen kaldes neurodiversitet og beskriver hjernens mangfoldighed. Begrebet bruges ofte om mennesker med diagnoser eller udviklingsforstyrrelser som ADHD, autisme og ordblindhed. Selvom disse betegnelser for nogen kan have en negativ klang, rummer de også en mulighed for særlige superkræfter, der kan være en stor gevinst på arbejdspladserne. Det er netop det, der sættes fokus på til konferencen ”Alle hjerner i spil”, arrangeret i et samarbejde mellem Dansk Industri, EY, Cabi og Mental Talk.

Konferencen finder sted i København mandag den 20. januar og i Aarhus onsdag d. 22. januar og programmet byder både på vidensdeling fra kvalificerede fagpersoner og personlige beretninger fra folk, som har gjort sig erfaringer og er klar til at dele ud af dem. Det store fokus er på at bryde tabuer og give plads til mere inkluderende arbejdspladser, hvor der er plads til de 15-20% af arbejdsstyrken, som er neurodivergerende.

Mental Talk gentager, på konferencen, succesen med den såkaldte Tabucafé, hvor forperson, Per Ørum, inviterer til en vigtig samtale om at bryde tabuer. Denne gang får han i København besøg af sangerinde og ambassadør for Mental Talk, Mathilde Falch, som – med stor succes – før har deltaget i tabucaféen. I Aarhus er det også et kendt ansigt i Mental Talk-regi, når sanger Kasper Buch, som også er stolt Mental Talk-ambassadør, gæster caféen. Både i København og Aarhus deltager også influencer og content creator, Sonja Lovdal, som er et nyt medlem af Mental Talk-familien. Sonja har med knap 155.000 følgere på det sociale videomedie TikTok og 17.000 følgere på Instagram en solid følgerskare, som hun dagligt inddrager i sit liv med diagnoserne ADHD og autisme, og hvordan hun bruger dem som en fordel. For nylig har hun, i samarbejde med Psykiatrifonden og seks andre unge, udgivet bogen ”Sådan har jeg det”, som beskrives som en generationsfortælling om unges mentale helbred.

Der er stadig ledige billetter til konferencen og de kan købes her, på Dansk Industris hjemmeside.

Artikel af Victoria Ørum

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær med til at bryde tabuer – For NU taler vi om det.