Undervisningsmateriale blev lanceret med kærlighed, tårer og smil

01/10/2024

Med højt til loftet – i både bogstavelig og overført betydning – dannede Foredragssalen i Højhuset Kulturhotel de perfekte rammer til at bryde tabuer. Mandag morgen mødte forventningsfulde elever fra Herningsholm Erhvervsskole op til lanceringen af undervisningsmaterialet der er udviklet i forbindelse med Christina Rosendahls anmelderroste film, Fuld af kærlighed, som netop er skabt med et ønske om, at bryde tabuet om alkoholmisbrug i familier. 

Efter en kort velkomst af viceborgmester i Herning Kommune, Anne Mette Bang Rasmussen, blev Fuld af kærlighed vist på storskærm i salen. Filmen, som portrætterer en familie, der er dybt påvirket af faderens alkoholmisbrug, gav anledning til både tårer og smil, og lagde mest af alt op til en vigtig samtale om at være pårørende til et menneske med alkoholproblemer. 

Kulturhotellet Højhuset i Herning
dannede rammen om lanceringen af det
nye undervisningsmateriale
Instruktør Christina Rosendahl i samtale
med Anne Mette Bang Rasmussen, Viceborgmester i Herning Kommune

Netop denne samtale blev der åbnet for i den efterfølgende Tabucafé med forperson for Mental Talk, Per Ørum, Maja Gerdes fra samtaletilbuddet Projekt BRUS og instruktør til filmen, Christina Rosendahl, som alle tre har haft alkoholmisbrug og dets konsekvenser tæt inde på livet. Her gik samtalen særligt på de mønstre og roller, som pårørende til alkoholikere ofte ubevidst påtager sig og tager med sig ud i livet – noget, som Fuld af kærlighed tydeligt skildrer. Fænomenet ’at finde tryghed i det utrygge’ var et af de mønstre, som både Maja og Christina kunne nikke genkendende til; for når man vokser op i et ustabilt miljø, er det pludselig det utrygge, man forbinder med tryghed. Der blev også snakket om den danske alkoholkultur, som kan være svær at navigere i, når man har haft alkoholmisbrug tæt inde på livet. 

Forperson for Mental Talk Per Ørum var bestyrer i Tabucaféen med Christina Rosendahl og Maja Gerdes fra Projekt BRUS som gæster
Sanger og sangskriver Kasper Buch leverede et levende og rørende musisk indslag ved lanceringen

Motiverne for at lave undervisningsmaterialet blev efterfølgende præsenteret af gymnasielærer og lektor Nina Hindsgavl Larsen fra Vejle Tekniske Gymnasium, og psykolog Helle Lindgaard, som, sammen med Christina Rosendahl, har udarbejdet materialet. De lagde vægt på, at filmen og undervisningsmaterialet lægger op til, at man kan spejle sig selv og sine nærmeste i det. Eleverne skal få en viden og et sprog omkring det at være pårørende til mennesker med alkoholproblemer. 

Lanceringen blev afsluttet med et musikalsk indslag af sanger og sangskriver, Kasper Buch, som fortalte sin egen sårbare historie om at være pårørende, og hvordan det har påvirket ham gennem livet. Fortællingerne fuldendte han med de to sange, som han i dagens anledning havde udvalgt: ”Falling” og ”I’ll Walk You Through the Storm”. 

Gymnasielærer og lektor Nina Hindsgavl Larsen fra Vejle Tekniske Gymnasium og psykolog Helle Lindgaard har bistået Christina Rosendahl i udarbejdelsen af materialet
Der stod stærke kræfter bag lanceringen af undervisningsmaterialet

Eleverne fra Herningsholm Erhvervsskole kunne forlade Højhuset med masser af stof til eftertanke, et – måske – fornyet syn på alkoholisme og samtidig en opfordring til, at man som ung pårørende altid kan kontakte Projekt BRUS og få gratis, anonym hjælp og rådgivning, hvis man har brug for det. Man kan skrive anonymt på sms til 22 49 68 38, hvis man har brug for at snakke med nogen.

Lanceringen af undervisningsmaterialet blev til i et samarbejde mellem Nimbus Film, Det Danske Filminstitut, Mental Talk, Alfa Rehab, Lidl, DS Smith, Højhuset, Herning Kommune og Projekt Brus.

Man kan finde materialet her: https://www.fuldafkærlighed.nimbusfilm.dk

Reportage af Victoria Ørum, Ørum Advice

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær med til at bryde tabuer – For NU taler vi om det.