Mentaltalk Logo

Banko,virtual reality, yoga og musik

07/09/2023

Borgerscenen i Søndergade 16 danner rammen om op mod 40
arrangementer under Mental Talk

AF HENRIK ØSTER-JØRGENSEN
hej@herningfolkeblad.dk


I Søndergade 16 hænger skiltet »Én indgang« ud mod gaden.

Skiltet lyver dog lidt, for der er adskillige døre inde i gården. Heldigvis dukker Gitte Ejlskov Schrøder op, og hun ved, hvilken dør der er den rigtige. Hun er afdelingsleder for Polaris Center Herning, der tidligere hed Skovlyset:
»I Polaris Center Herning tager vi vare om mennesker, der for en stund har mistet navigationsevnen i dele af deres liv. Vi hjælper disse liv på vej og hjælper dem med at finde de bærende ønsker og håb for fremtiden«, står der på hjemmesiden.

Kunne ingenting
Gitte Ejlskov Schrøder er i selskab med Søren Pedersen, der er såkaldt »peer-medarbejder«. Det er borgere, »der har levet erfaring og dermed kan hjælpe andre«, forklarer hun. Der er 25 peers i Søndergade 16, og Søren Pedersen er en af dem, der skal fortælle under Mental Talk.

  • Jeg har mange borgere, hvor jeg er peer-mentor. Jeg er ude at holde foredrag, og jeg har en gåtur med borgere om fredagen. Jeg har også en telefonliste, hvor jeg ringer til ensomme, forklarer Søren Pedersen.
  • Det var spændende sidste år til Mental Talk, og det var en udfordring at skulle stille sig op og fortælle sin historie. Jeg har selv PTSD, og det har jeg haft i rigtig mange år. For fem år siden kunne jeg ingenting, og jeg lukkede mig inde. Jeg var et sted, hvor jeg ikke kunne komme ud af en dør.
  • Jeg startede et gruppeforløb i psykiatrien og har siden været med til at bygge peer-forløbet op i Herning. I dag føler jeg mig rask og laver en del frivilligt arbejde. Nu giver det tifold – nej, tusindfold – igen, når jeg kan snakke med en borger, siger han.

Erfaringsfortælling
Den såkaldte Borgerscene skal være hos »Én indgang« under Mental Talk, og på scenen skal der være op mod 40 arrangementer. Det kommer til at handle om alt fra spiseforstyrrelse, dans, stress og akupunktur til banko, virtual reality, yoga og musik.

  • Alle, der kommer, har en erfaringsfortælling, de deler med andre. Der kommer en del indslag fra folk, der arbejder hér. Hvordan står de parat til at hjælpe? Man kan høre om peers, men vi mangler dog ikke folk til at være peers. Vi mangler mere, at folk kender til det og kan bruge det, for vi kan se, at det virker, forklarer Gitte Ejlskov Schrøder.
  • Der kommer borgere, der har udviklet evnen til at lave musik. Der er noget professionelt musik men også borgere, der selv laver musik. Det er et landsmøde, så vi inviterer også folk udefra. Blandt andet kommer der to caféer fra Holstebro, der begge arbejder som socialøkonomiske virksomheder. De fortæller om, hvorfor det er vigtigt, siger hun.

Folkemøde i Herning
Med Mental Talk har Herning fået sit eget folkemøde, ligesom Bornholm har et for politik og Mors har et for kultur.

  • Det ER et folkemøde. Det er vi glade og stolte af at have. Det er så vigtigt. Det er vigtigt, at vi kan blive ved med at tale om noget, der er så positivt, kraftfuldt og udviklende. Vi så sidste år, at det var ikke alle, der havde et stort kendskab til det, men alle blev berørte, fortæller Gitte Ejlskov Schrøder.
  • Der er mange solstrålehistorier. Vi flytter fokus fra, at vi skal gøre noget for borgeren. I stedet er vi sammen om at gøre det. Vi vil gerne vise, at det ikke bare er en personlig ting, at folk får det bedre, men at det også er fordi, vi gør nogle ting anderledes. Man vil opleve, at der både er fokus på de unge og lidt ældre. Der er også musik og godt humør. Og der er småkager, lover hun.

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær med til at bryde tabuer – For NU taler vi om det.