Der skal tales mere om mental sundhed

08/09/2023

Mental Talk kan løfte samtalen om mental sundhed op på et højere niveau og dermed gøre den mere nuanceret, mener formanden for SIND
AF NANA MATHILDE MORTENSEN
nmo@herningfolkeblad.dk


Formanden for hovedbestyrelsen i SIND, Mia Kristina Hansen, mener, at Mental Talk er et vigtigt
initiativ til at starte samtalen om psykisk sundhed. Foto: PR-foto

Med sloganet »Nu taler vi om det« vil Mental Talk være med til at bryde tabuer om mental sundhed. Formanden for hovedbestyrelsen i SIND, Mia Kristina Hansen, mener også, at vi skal blive bedre til at tale højt om vores problemer.

  • Når man har det dårligt psykisk, så er det ikke noget, vi rigtig taler om. For når man begynder at få det værre, så trækker man sig og får det endnu dårligere, og man ved måske ikke, hvor man skal gå hen og få hjælp, siger hun og tilføjer:
  • Hvis vi talte meget mere om det, så ville vi opdage, at vi er rigtig mange, der går rundt med de samme følelser.

Bliver gjort relevant for alle
Bag Mental Talk står SIND Herning-IkastBrande samt flere samarbejdspartnere.
SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed har lokalafdelinger rundt i hele landet, der er selvstændige foreninger med egen bestyrelse og varierede tilbud – og denne lokalforankring er vigtig, mener Mia Kristina Hansen.

  • Det har sin styrke ved, at man har en
    lokalbestyrelse i Herning, som tager initiativ til noget, der kan lade sig gøre lokalt. De har taget initiativ til Mental Talk og fået det bredt ud og nærmest sat gang i hele byen, siger hun og giver samtidig resten af byen ros med på vejen.
  • Jeg synes, det er fantastisk, at man i en by som Herning, som er midtpunkt for mange store arrangementer, nu også kan være midtpunkt for Mental Talk – så man kan få det bredt ud og få det gjort relevant for alle mennesker.
    Hun lader også ros falde af til Herning
    Kommune:
  • Det er fedt at opleve, at kommunen støtter op om det her – at de synes, at det er en god idé og gerne vil være en foregangskommune på det her felt.

Samtalen skal løftes
Tidligere var psykisk sygdom et tabu, hvor det ikke var noget, man talte om. I dag vil nogle måske mene, at man snakker for meget om det, lyder det fra Mia Kristina Hansen, som mener, at vi skal finde en gylden middelvej i samtalen om psykisk sundhed.

  • Det kræver, at der bliver talt ud fra det med et professionelt syn, hvor det bliver mere konkret, siger hun og fortsætter:
  • Jeg tror, at det er vigtigt, at man får løftet det op på et niveau, og det kan Mental Talk være med til – at få det løftet op på et professionelt niveau, hvor vi kan få alle vinkler og nuancer med. Jo mere viden vi får, jo mere naturligt bliver det også.

Ved at tale højt om det og forholde sig til alle vinkler, lærer man blandt andet, at mennesker er forskellige.

  • Det er med til at skabe mental sundhed, at vi får lov til at være, hvem vi er. Det gør os ikke til dårligere eller bedre mennesker – og det er vigtigt, at vi respekterer det, fastslår hun.

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær med til at bryde tabuer – For NU taler vi om det.