Læs Louises inspirerende historie om at man aldrig må give op – der vil altid være håb,
Skrevet af Louise
Det var som om, der med ’et var kommet en flænge I himlen. Pludseligt var jeg usikker på, om mine sanser og tanker var i trit med virkeligheden. Var vand virkeligt vand og hvad var sandt og falskt, hvem var venner, var der overhovedet nogen! Jeg var usikker på hele min omverden og mine medmennesker, som jeg tvivlede på i ’et og alt. Særligt i kærligheden og dens gerninger, der fik et forvansket udtryk gennem sygdommens prisme. Angsten forkrøblede mig og slutteligt lod jeg mig indlægge og fik diagnosen paranoid skizofreni. Året var 2002. Det var et hårdt slag for mig og for mine pårørende. Vi betvivlede diagnosen og mistede tilliden til lægerne. Det var uhyre svært at acceptere samt at forstå, at jeg ikke var rask mere. Faktisk gik der 22 år, før jeg rigtigt erkendte karakteren af min sygdom og endeligt forstod, at de fænomener, jeg oplevede var forvrængninger og intet virkeligt bar i sig. Da var både min mor og min far døde, og jeg følte mig betydeligt mere alene trods kæmpe støtte fra øvrig familie, bekendte og nære venner. Processen var så individuel og hjerteskærende tung at se tilbage på, at jeg tvang mig til at huske på dem, jeg betød noget for, når selvmordstanker formørkede mit sind. Det var så tungt, trist og meningsløst at leve.
Gradvist fik jeg dog åbnet mit hjerte og sind for fakta og fik tilliden til andre og mig selv tilbage. Det tog to årtier, hvor Sygdommen overskyggede meget positivt og særligt det relationelle i tilværelsen. Jeg var meget ensom og forpint og følte ubærlig fysisk smerte i mit hjerte.
I dag er jeg bare taknemlig for al hjælp og behandling, som er blevet ydet mig af sundhedsvæsenet. Med og uden tvang, for der har været adskillige voldsomme oplevelser med indlæggelser på gule og røde papirer; Jeg var erklæret sindssyg flere gange men betvivlede selv alt.
Sygdommen og det, jeg har gennemlevet, har lært mig at åbne op for de svære ting i livet. Den har lært mig at række ud, før det går helt galt. Så galt at jeg i en alder af bare 24 prøvede at tage mit eget liv men mirakuløst overlevede.
Jeg ved i dag, at jeg kæmper med sygdommen og må tage medicin, men jeg føler mig ikke nær så alene mere. Jeg ved nemlig også, at jeg er så meget mere end psykisk sårbar, og det styrker mig desuden at have gennemført en lang uddannelse. På trods. Man må aldrig give op – der vil altid være håb, selvom vejen kan synes øde og uendeligt lang. En dag bliver alt bedre.
Louise