Mentaltalk Logo

Håbet gives videre gennemfortællekoncerter

04/09/2023

Når Tina Wiberg synger og fortæller sin livshistorie på scenen,
fungerer det som en slags terapi for både sangeren og publikum

Af Nana Mathilde Mortensen
nmo@herningfolkeblad.dk


Jeg har selv kæmpet med at have det rigtigt, rigtigt svært. Jeg kunne tage til og fra arbejde og græde i bilen – jeg var rigtig god til facader og masker, mindes singersongwriter Tina Wiberg fra Videbæk. I over 10 år skjulte hun sit dårlige mentale helbred for sine nærmeste. Livsbegivenheder som en teenagegraviditet og dermed et farvel til en drøm om elitefodbold udgjorde en identitetskrise. Senere i livet oplevede hun grov voksenmobning på intet mindre end tre arbejdspladser. Hun oplevede, at jo flere kræfter, hun brugte på at skjule sin indre kamp, des mere syg blev hun. Hun fik i 2018 diagnosticeret angst og PTSD. På sine sociale medier deler hun i dag ud af, hvordan en tilværelse som psykisk sårbar og sanger ser ud. Lige nu er hun i gang med en udredning for ADHD og kæmper blandt andet for at skabe opmærksomhed på psykiatriområdet. Efter 10 år at have gået med det selv, begyndte jeg at være modig og åbne op, fortæller Tina Wiberg. Det gør hun også gennem sine fortællekoncerter, hvor hun med egne sange og fortællinger deler ud af sin barske livshistorie – med det formål at inspirere publikum.

Gør en forskel for andre
Tina Wiberg er musikambassadør for Headspace og ambassadør for MentalTalk. Hun har blandt andet optrådt med sine fortællekoncerter på efterskoler, ungdomsuddannelser og på psykiatrisk afdeling i Gødstrup – snart skal hun sammen med sit band optræde fire gange under Mental Talk. Jeg er med mine fortællekoncerter med til at starte samtalerne om det svære. Jeg ved, at det her er vigtigt, og jeg ved, at jeg gør en forskel, siger singer/songwriteren, der efter fortællekoncerterne flere gange har oplevet, at folk tør åbne op og dele deres livshistorie. Der er ofte nogle, der kan relatere og spejle sig. En fan skrev til mig bagefter en fortællekoncert, hvordan hun følte sig set – og det er det vigtigste; at vide at det kan hjælpe andre, for den der ensomhedsfølelse, jeg gik med i 10 år, er mega nedbrydende. Derfor er hendes mål at inspirere andre psykisk sårbare. Det vigtigste er at vise inspiration og håb – at det godt kan lykkes

Tina Wiberg optræder med sine personlige fortællekoncerter under Mental Talk.

Musikken hjælper på angsten
Én ting er, at Tina Wiberg oplever, at hendes musik har hjulpet andre – men den har også hjulpet hende selv. Nogen bliver fri af angsten, og nogen lærer at leve med dem. Men for hver gang jeg spiller en fortællekoncert, jo mere frigør jeg mig fra angsten. Jeg har blandt andet social angst, men når jeg
synger foran 500 mennesker, så er det mit helle, og det er mit frirum. Jeg er så meget mig selv oppe på den scene der, siger hun med et smil i stemmen

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær med til at bryde tabuer – For NU taler vi om det.